mandag den 16. december 2013

Den søde juletid..

Den var længe om at komme, men nu er den så småt ved at snige sig ind på hende den juleglade marcipangris - julestemningen!
For HALLØJ for en december. Det er dælen dulme ikke for sjov man synger "Sikken voldsom trængsel og alarm!" Den har de sidste 3-4 uger stået på konstant arbejde både fra min og gemalens side - Sander med 3 jobs som slagter, handicaphjælper og bartender, og jeg selv med min nye faste stilling som elev, ungdomsklubben og lidt serveringstjans i forbindelse med de årlige julefrokoster, så det er ikke synderlig meget, vi har fået "julet". Men lidt er det da blevet til.. Og så står den endda også snart på (tiltrængt) juleferie. Så NU. Kan vi så småt begynde at mærke julekrilleriet i mavsen.. :)

Jeg har i år fået anskaffet mig min første æbleskivepande OG fået den indviet. Julekagebagning med finskbrød og jødekager er det også blevet til samt julekonfekt og havregrynskugler. Åh jo! Den har ikke fået for lidt. Der har endda også sneget sig en ølkage ind, og i år har også været året, hvor jeg har forsøgt at gøre snapse-kunsten efter og lavet en vaskeægte tøsesnaps med tranebær, appelsin og kanel. (NUUUUJJJ den blev go'!)  



Det er også året, hvor jeg har sendt mine to første julekort (lidt voksen er man vel blevet), som jeg håber, jeg vil have lidt mere tid til næste år. For der er nu egentlig noget ret så hyggeligt og nostalgisk over at modtage et personligt julekort. Så ved man, at der er nogen derude, der har tænkt på en. Og dét varmer. - Noget vi så sandelig ikke kan få for lidt af i det her.. P*S-vejr (!) Danmark kan præstere.
Men hvad gør det egentlig, når vi bare kan sætte os indenfor i varmen med stearinlys, gløgg og julebag? Absolut ingenting. :)

Kære julemand..
Julegavelisten er også lang i år.. Men det største ønske - som både Sander og jeg sukker efter - er nok et nyt sted at bo. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi både har set, overvejet og endda været til møde med banken for at se, om det kunne lade sig gøre at købe et lille hus. Desværre lod det sig ikke helt gøre, så vi er i stedet dagligt på udkig efter noget andet, vi kan leje. Noget større. Noget mere roligt og privat. Og allerhelst noget med have. - For når først sommeren er på vej, og ikke mindst over os, længes vi begge efter at kunne komme udenfor, uden at skulle overveje location og menneskemylder. Så: HUS SØGES!

Her på falderebet kan jeg lige hurtigt vende nytår, og hvad der følger derefter.
Årets sidste aften ender vist med at blive hos et vennepar her i Skive, stille og roligt, god mad, rødvin og champagne, og tøjvalg efter eget ønske. En aften lige efter undertegnedes hoved.
Når vi så er kommet ind i det nye år, venter der et 1. skoleforløb som ernæringsassistent med opstart allerede d. 6 januar. - Anne har været på forskud og bestilt bøgerne på biblioteket i GOD tid og allerede hentet de første 2. 2014 - Come to mama! :)


Ønsker den nysgerrige læser en rigtig god jul samt et godt og lykkebringende nytår!

Julestjerner, glimmerdrys, kanel og marcipankugler fra Anne