fredag den 21. juni 2013

Grundforløbs-eksamens-RET

FINALLY! Er blevet færdig med det forfærdeligt lange grundforløb "Mad til Mennesker" og har bestået med et stort, flot 10-tal.
.. Nu skrev jeg "forfærdeligt". - Det passer ikke helt. Jeg vil næsten vove at påstå, at jeg har lært noget nyt hver eneste dag. Alt fra kyllingpartering, kagebagning, lave bearnaise fra bunden, kende forskel på en sautering og en braisering og lave kartofler på 100 forskellige måder til at vide, hvad der får brød til at hæve, sovsen til at skille, ægget til at stivne og meget, meget mere. Er MINDST blevet 20% klogere.

Back to reality: Man får ikke et 10-tal ved at lave brun sovs og kartofler, så for de interesserede sjæle kyler jeg opskriften til min eksamensret ud, så man selv kan vurdere, om den er et 10-tal værd. For den er faktisk ganske genial og smager SKØNT! (Også efter at have lavet den en 3-4 gange på 3 uger..)
Opskriften er tyv-stjålet fra www.saesonforgodsmag.dk. Siden ligger ikke kun ud med opskrifter men også en masse viden omkring stort set alle former for frugt og grønt - hvornår de er i sæson, hvor de kommer fra, kendetegn osv. (.. Kan ikke finde kiwi inde i deres sortiment. Hmpf.)
Har tilført radisser i krydderurte-tabbouleh'en for at give den lidt ekstra. "Pift". Derudover lavede jeg en dressing af skyr, frisk basilikum og hvidløg, smagt til med lidt hvidvinseddike, honning, salt og hvid peber og en koldhævet fuldkornsbolle.

Jeg har ikke mere at skrive end PRØV DEN!
Bon appetit.





Svinemørbrad med saftige rarbarber

4 personer

Pommes Anna
1 kg bagekartofler
1 løg
75 g smør (eller ca. 0,5 dl rapsolie)
4 kviste frisk timian (alternativ tørret)
salt og peber

2 svinemørbrad
1 spsk olie til stegning
2 fed hvidløg
3 kviste frisk timian
Salt og peber

100 g rarbarber
10 g smør
2 spsk vineddike
3 spsk sukker

Krydderurte-tabbouleh
2 håndfulde krydderurter, evt. af forskellig slags (jeg brugte kun persille)
1 agurk
2 rødløg
6 radisser
2 spsk olivenolie
lidt salt

Tilberedningsmetode 
Tænd ovnen på 200 grader.
Skrub eller skræl kartoflerne og skær dem i tynde skiver. Skær løget i skiver. Smelt smørret. Fordel lagvis i en lille smurt form ca. 15 x 20 cm kartofler og løg og dryp lidt smeltet smør over. Hak timian og drys over. Gentag og slut med et lag kartofler dryppet med smør. Krydr med salt og peber. Dæk fadet med stanniol og bag kartoflerne i ovnen i ca. 45 minutter. Fjern stanniol og bag i yderligere ca. 15 minutter til kartoflerne er gyldne. 

Afpuds mørbraderne. Varm olien på en pande. Kom presset hvidløgsfed og timian på panden. Brun mørbraderne godt på alle sider. Tag kødet af varmen og læg det i et ovnfast fad sammen med hvidløg og timian. Steg kødet færdigt i ovnen i ca. 20 minutter. Lad derefter ligge og trække i 20 min.
Skær rabarberne i små tern a ca. 1 cm. Smelt smørret i en lille gryde og steg rabarberne et kort øjeblik. Hæld eddike på og lad det fordampe. Drys med sukker og lad rabarberne stege ved svag varme i ca. 5 minutter til de er møre. Tag gryden af varmen og smag eventuelt rabarberne til med mere sukker.
Hak krydderurterne fint. Skær agurken i fine, små tern. Hak løgene så fint som muligt. skær radisserne i små skiver. Vend krydderurter med agurk, løg, radisser og olivenolie.

Ved servering: Skær kødet i skiver. Skær kartoflerne ud i kvadrater. Server mørbrad med pommes anna, tabbouleh og rabarber.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar