tirsdag den 23. april 2013

Opskrift: Jordbærsuppe med Jordbæris

Denne her opskrift bliver uden tvivl sommerens hit herhjemme!

Jeg har fået opskriften af min lærer, en dag hvor temaet i køkkenet hed "sunde desserter".
Suppen "snyder" ved at LIGNE og HEDDE en jordbærsuppe, men når man først får den i munden vil krydderierne, som har trukket i suppen, træde markant frem. Sammen med den bløde og friske jordbæris (lavet på græsk yoghurt) bliver det hele til en vaskeægte HIMMERIGSMUNDFULD!
Håber du vil nyde den lige så meget som mig!




Opskriften er til 2 pers.

Suppe
500 g jordbær
1,25 dl vand
75 g sukker
50 g brun farin
1 flækket vaniljestang
1 knivspids kardemomme, stødt
1 cm kanelstang
2 Laurbærblade
1 kryddernellike
1 tsk. peberkorn

Is
125 g jordbær, frosne
2 dl græsk yoghurt, 0,2%
50 g flormelis

En lage af vand, sukker, brun farin og alle krydderierne koges forsigtigt til en sirup.
Imens blendes jordbærerne godt i en blender.
Sigt krydderierne fra siruppen og hæld de blendede jordbær i.
Varm suppen igennem og stil herefter på køl.

Til isen blendes de frosne jordbær med den græske yoghurt og flormelis til en ensartet masse. Er isen for blød, hældes den i en skål og sættes på frys til den har en passende konsistens.

Suppen serveres i en kølig dyb tallerken med en iskugle i midten.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar